Med afsæt i et indgående branchekendskab og journalistisk storytelling skaber vi historier, som på en levende og troværdig måde formidler vigtige milepæle i EMS’ udvikling fra underleverandør til projektpartner.
Lokalt i Esbjerg har Engineered Market Solutions – i daglig tale EMS – gennem mange år været kendt og anerkendt for fremstilling af stålkonstruktioner, mekaniske løsninger og rørløsninger til en bred vifte af industrier.
Med sit udgangspunkt i Danmarks offshore-hovedstad – og udsigten til et sandt boom i EU’s investeringer i grøn energi – var det nærliggende for EMS at rette sit fokus mod kunder i energiindustrien; det vil sige virksomheder, som enten producerer, forbruger eller flytter store mængder af energi.
Som led i sin nye strategi byggede EMS to nye produktionshaller og en administrationsbygning. Samtidig blev medarbejderstaben udvidet massivt, blandt andet med flere maskinmestre og maskiningeniører, og for at understrege det nye, internationale fokus skiftede virksomheden navn fra Esbjerg Maritime Service til Engineered Market Solutions.
Hos Public Image har vi som PR-partner hjulpet EMS med at virkeliggøre strategien gennem pressearbejde målrettet branche- og nichemedier. På den måde sørger vi for, at navnet EMS / Engineered Market Solutions bliver synligt i de rigtige medier, og at virksomheden i målgruppen opfattes som en totalleverandør af ingeniør-, produktions-, installations- og serviceydelser med kapacitet til store og komplekse projekter.