Marketing og TikTok. Skal din virksomhed med på trenden?

TikTok har været et kontroversielt debatemne siden mediet nåede til Danmark, men nu er diskussionen for alvor blusset op. Diskussionen omhandler ikke kun click per view og effekt, men også etik og cybersikkerhed. Her kan du blive klogere på TikTok, og hvordan mediet er vokset fra at være et nichemedie til at blive allemandseje og et kontroversielt diskussionsemne.


Hvorfor er TikTok ufedt?

TikTok har været genstand for bekymringer om privatlivet og sikkerhed, som du garanteret ikke har kunnet undgå at se i dit newsfeed. Appen har tidligere været anklaget for at indsamle brugerdata og dele dem med den kinesiske regering, hvilket har ført til advarsler fra flere lande og forbud. Kritikere er stadig bekymrede for, hvordan TikTok håndterer og bruger personlige oplysninger, selvom mediet hævder, at dine data ikke overføres til Kina, og at beskyttelse af brugerdata tages seriøst. TikTok er ejet af virksomheden ByteDance, som er en kinesisk virksomhed, hvilket gør, at den er underlagt kinesisk sikkerhedslovgivning, der giver myndighederne i Kina beføjelse til at indsamle oplysninger fra kinesiske selskaber.

Jens Myrup Pedersen, professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet i København, fraråder at have TikTok installeret på en arbejdstelefon. Han påpeger dog, at det afhænger af en individuel risikovurdering baseret på, hvad der ellers er på telefonen. Han understreger vigtigheden af at holde øje med, hvilke data en app har adgang til, og om der er en bagdør, der kan give adgang til mere data, end hvad appen umiddelbart beder om.

Direktøren i Danske Annoncører, Thomas Kragh, mener, at debatten om TikTok er en tiltrængt anledning til, at CMO’er forholder sig til etikken i marketing. Virksomheder skal i højere grad tage stilling til etiske spørgsmål og ikke alene forholde sig til, om de overholder lovgivningen og undgår negativ omtale. Annoncører bør derfor løbende vurdere deres markedsføring ud fra etik og udarbejde en køreplan for forskellige scenarier, hvori ledelsen inddrages i overvejelserne.


Hvorfor er TikTok fedt?

TikTok anses for at være den seneste revolution inden for sociale medier. Det understreges i DRs undersøgelse om medieudviklingen, hvor TikTok har rykket sig fra 55 mio. brugere verden over i 2018, til 1,4 mia. brugere i 2022. I Danmark alene er de ugentlige brugere i aldersgruppen 15-29 år steget fra 3 % i 2019 til vanvittige 41 % i 2022.

Samtidig viser statistik fra USA, at voksne amerikanere fra 18 år og op bruger 45,8 minutter på TikTok om dagen – mere end et kvarter længere, end de bruger på Facebook og Instagram! Mens Instagram har været en yndet platform for branding og annoncering, overgik TikTok Instagram i antal downloads i 2019 og kom på listen over de mest downloadede apps i årtiet. Selv med Instagrams lignende videoplatform Instagram Reels kunne de ikke følge med.

En væsentlig drivkraft bag TikToks succes er mediets rå og autentiske indhold, et strejf af kreativitet, selvudfoldelse og digital markedsføring samt kombinationen mellem musik og video. Noget som må siges at være et modspil til Instagrams flotte, men opstillede og polerede verden. Oveni kræver selve videooprettelsen og visningen ikke meget tid takket være det korte format – en varighed på op til 10 minutter pr. video – samt de letanvendelige tilpasningsfunktioner direkte i appen.

TikTok udmærker sig desuden ved, at en video kan opnå tusindvis af visninger på blot få minutter og endda gå viralt i løbet af få timer. Mediet er skræddersyet til at sprede indholdet ud til så mange brugere som muligt gennem dens “For You-page”, hvor brugerne opdager nyt indhold gennem endeløst scroll.

TikTok blev desuden nævnt som “The future of content” i artiklen “Why Brands Must Focus On TikTok Now”, der er udgivet af Forbes.


Hva’ så?

TikTok er en social medieplatform, der giver brugere mulighed for at dele korte videoer. Mens platformen giver brugerne en sjov og underholdende oplevelse, er der også nogle cybersikkerhedsrisici, der skal overvejes.

En af fordelene ved TikTok er dens massive brugerbase og evnen til at nå et stort publikum. 1,4 millioner danskere er på TikTok, og appen bruges i sådan en grad – næsten en time om dagen i gennemsnit – at det er svært for nogle virksomheder at takke nej til mulighederne, kontroversielt medie eller ej. På den anden side er der også nogle potentielle ulemper ved TikTok, herunder deres datalagringspraksis og forhold til den kinesiske regering. Selvom TikTok bygger nye datacentre eller udtaler sig om, at de ikke deler brugernes informationer eller data, kan man så stole på, hvad de siger?

På den ene side er det vigtigt at have en kritisk tilgang til de apps og tjenester, man anvender, og på den anden side er der en forpligtelse til at følge med i mediernes udvikling og møde målgruppen, hvor de er.

Samlet set kan kritikken af TikTok måske fungere som en påmindelse om, at selvom apps og sociale medier kan være nyttige i virksomhedernes kommunikation, kan de også have negative konsekvenser. Det er vigtigt at være opmærksom på disse risici og bruge teknologien på en ansvarlig, etisk forsvarlig og sikker måde. Virksomheder bør også have interne etiske retningslinjer og planer for mediebrug.

Er det en mulighed, at du – hvis du fortsat vil arbejde med mediet – indkøber særskilte mobiler til TikTok-brug?

Hvad er dit forhold til TikTok?